Trolden under kostalden

Dansk sagn (Thiele, Danmarks Folkesagn: Raginal; Troldene i Skibshuset) · Danmark · ca. 4 minutters læsning

Der var engang en bonde, som kom i armod. Han kunne ingen køer have i fred i stalden. For hver gang gik der en ko til, og så en til. Til sidst måtte han forlade gården, som blev solgt til en anden.

Da den nye ejer om aftenen kom ind i stalden, så han, at alt var i en middelmådig stand. Han sagde: »God aften, Raginal!«

Så svarede en stemme: »Hvad! Kender du mig?« »Ja, dig har jeg kendt i mange år!« sagde bonden.

»Vil du,« spurgte nu trolden, som boede nedenunder, »flytte din kostald hen på et andet sted, så skal du blive en velhavende mand! Jeg har min bolig under køerne, og hver dag falder deres urenlighed ned på mit bord. Det er derfor, jeg har været nødt til at genere dem!«

Da flyttede manden kostalden. Og derefter gik det ham godt.

Der fortælles en lignende historie om en gård ved Odense, som hed Skibshuset. I den gård boede der nogle trolde under kostalden. De blev jævnligt besværet af kvæggets urenlighed, og derfor gav de malkepigen til kende, at hvis hun ikke flyttede kvæget, ville hun få en ulykke.

Men hun brød sig ikke om deres trusler. Og så skete der en ulykke, som de havde sagt. Man siger, at man samme nat har set, hvordan troldene meget travlt flyttede fra stalden ned til engen på små vogne. Deres konge sad på den første vogn, som var prægtig fremfor de andre. Siden den tid har de boet på engen.

En bonde traf engang en trold, som sad bedrøvet på en sten mellem Mullerup og Dalby, ikke langt fra Tiis Sø. Bonden troede først, at det var et almindeligt, kristent menneske, og spurgte: »Hvorhen skal du?«

»Nu vil jeg rejse ud af landet,« svarede trolden, »for ingen kan jo nu bo her for lutter ringen og klemten!« Han mente kirkeklokkerne, som troldene aldrig har kunnet fordrage lyden af.

I Vendsyssel, vest for Vadum Kirke, ligger der en lille høj, som hedder Plomgaards Høj. Den er beboet af bjergfolk. De levede altid i god forståelse med de bønder, der boede omkring. Dog er det nogle gange sket, at de har hævnet sig, når nogen gjorde højen overlast.

Engang fik nogle jyder fat på en bjergpusling. De vidste ikke bedre end at gøre ham til kristen. Så satte de ham på en vogn for at køre ham til kirken, hvor han skulle døbes. Mens han sad og kiggede ud, hørte bønderne en stemme på vejen råbe: »Hvorhen, Gillikop?« Da svarede bjergpuslingen fra vognen: »Langvejs, Slangerup! Jeg skal hen til et lille vand, hvor jeg agter at blive en bedre mand!«

Sådan fortæller man i Danmark om de underjordiske. De bor under høje og under kostalde, og de vil gerne have deres ro. Hvis man er god ved dem, kan det gå én vel. Men hvis man generer dem, kan de være svære naboer.