Kværnen, som maler salt på havets bund

Dansk folkeeventyr (Grundtvig, Gamle danske Minder i Folkemunde) · Danmark · ca. 4 minutters læsning

Der var engang en fattig mand, som kom til en rig mand og bad i Guds navn om et lille stykke flæsk til juleaften. Først ville den rige mand slet ikke give ham noget. Men da den fattige blev ved med at bede og tigge, smed den rige til sidst et stykke flæsk hen til ham og sagde: »Gå ad Fanden til med det!«

Den fattige mand tog ham på ordet og gav sig straks på vej med flæsket. Ude i en skov mødte han en brændehugger, som viste ham vej, og til sidst fandt han også derhen. Dér blev de så glade for flæsket, at de som tak gav ham en lille sennepskværn, der kunne male alt, hvad man ønskede.

Når man sagde: »Mal, lille kværn!« så begyndte den. Og når man sagde: »Stop, lille kværn!« så holdt den op igen.

Da den fattige mand kom hjem med sin kværn, sagde han: »Mal et hus, lille kværn!« Og aldrig så snart havde han sagt det, før kværnen kom i gang. Snart stod der det smukkeste slot, man kunne tænke sig. Manden sagde ikke »Stop, lille kværn!«, før det var helt færdigt, men så sagde han det også.

Så tænkte han, at det aldrig kunne være så galt at have nogle penge. Han sagde: »Mal penge, lille kværn!« Og kværnen malede og malede, til alle kister og skabe var fulde af penge. Da han syntes, det var nok, sagde han igen: »Stop, lille kværn!« Så stod den ganske stille og rolig, som en helt almindelig sennepskværn.

Det fik den rige mand at vide. Han ønskede nu så inderligt at eje den kværn. Han bød den tidligere tigger mange tusind daler for den, og så fik han den da også tilhandlet.

Den rige mand havde mange tjenestefolk, og han syntes, det var det allernemmeste at lade kværnen skaffe mad til dem alle sammen. Han behøvede bare at sige: »Mal grød, lille kværn!« Så begyndte kværnen at male grød, så det flød over alle brinker.

Men den rige mand havde kun travlt med at få kværnen i gang og ikke med at stoppe den igen. Den blev ved at male og male, til huset var fuldt, og grøden flød ud over marken. Så måtte den rige mand skynde sig at sende bud efter ham, som havde solgt ham kværnen. Og nu måtte han give lige så meget for at få den standset og taget tilbage, som han selv havde givet for at få den. Men glad var han endda, for at han slap.

Nogen tid efter kom der en skipper. Han bød dobbelt så meget for kværnen, som den rige mand havde givet, og så fik han den. Skipperen var så fornøjet med sit køb, at han tog kværnen med ombord og sejlede af sted.

Da de var kommet langt ud på havet, blev der mangel på salt om bord. Skipperen sagde bare: »Mal salt, lille kværn!« Og det gjorde den, så de snart havde mere, end de kunne bruge.

Men nu havde skipperen glemt at få rigtig besked om, hvordan han skulle få kværnen til at holde op igen. Så den blev ved at male og male, og det var ikke til at stoppe. Den malede salt, til skibet var fuldt og sank med mand og mus og med alt det salt ned til havets bund.

Og dér står kværnen endnu og maler salt den dag i dag. Derfor er havet salt.