Nissen og den hvide hoppe

Dansk sagn (Thiele, Danmarks Folkesagn: Nissen og den hvide hoppe) · Danmark · ca. 4 minutters læsning

I Tirup i Alstrup sogn ved Hjørring boede der engang en mand. Han havde en dejlig hvid hoppe. Hoppen var gået i arv fra far til søn i mange år, for hun havde en nisse og god lykke ved gården.

Nissen holdt så meget af hoppen, at han slet ikke kunne lide, at man brugte hende til arbejde. Hver nat kom han selv og red hende på det bedste.

Han bragte også rigelig sæd med sig fra naboens lade, både tærsket og utærsket. Det var til glæde for alle de andre kreaturer på gården. De havde det også godt.

Men til sidst fik gården en ny ejermand. Han ville ikke tro på, hvad man fortalte ham om hoppen, og han solgte den til sin fattige nabo.

Der gik fem dage. Så begyndte den fattige bonde, som havde købt hoppen, at bedre sine kår stærkt. Den andens udkomme blev derimod hver dag mere trang, så han til sidst slet ikke kunne komme ud af det.

Havde den mand, som fik hoppen, bare vidst at passe på den gode tid, der var kommet over ham, så havde hans børn og børnebørn været vel farne til denne dag. Men da han havde set den megen sæd, som hver nat kom til hans lade, lyste det ham også at få nissen at se.

Han skjulte sig derfor engang ved nattetid i stalden. Da midnat kom, blev han var, hvordan nissen kom fra naboens lade og bragte en sæk fuld af sæd med sig.

Men da nissen mærkede, at manden lå på lur, blev han rigtig bedrøvet. Han gav hesten foder og plejede den for sidste gang så godt, han kunne. Og da han havde gjort det, vendte han sig til det sted, hvor manden lå, og sagde ham farvel.

Fra den tid blev begge naboers velstand lige, for hver beholdt sin egen velsignelse.

Om nissers kærlighed til heste fortæller man mange steder. En bonde havde to sorte heste. Længe kunne han ikke begribe, at han aldrig fik dem til at æde, og at de alligevel altid var i god stand. Da lurede han og opdagede omsider, at nissen ikke alene fodrede dem, men også aldrig glemte at strigle og børste dem, når de var svedige. Men engang kørte bonden hjem fra købstaden med de to sorte for hårdt. Det blev nissen så fortrydelig over, at han helt forlod ham.

På Vosborg i Jylland var der en gang mange nisser. De blev så godt beværtet, at de passede gården med stor flid. Hver aften fik de en stor klump smør i deres sødgrød. I en meget streng vinter blev et afsides hus med seks kalve så overføget af sne, at ingen kunne komme derind i fjorten dage. Da sneen var borte, troede man naturligvis, at alle kalvene var døde af sult. Men man fandt dem alle sammen i god behold. Stalden var fejet, og krybberne var fulde af dejligt korn. Man kunne nok vide, hvem der havde passet dem.

Man fortæller i Sverige, at nisser holder meget af heste. Der siges, at »pigen lægger vel foderet i krybben, men det er nissen, som gør hesten fed«.