Bonden og bjærgmanden

Dansk sagn (Tang Kristensen, Danske Sagn; Thiele) · Danmark · ca. 5 minutters læsning

Der var engang en fattig bonde. Han vidste slet ikke, hvordan han skulle klare at give enhver sit. Så gik han i kompagniskab med trolden om at drive gården. Trolden skulle give ham to hundrede daler på forhånd, og så skulle de bagefter dele udbyttet.

Det første år såede de hele lodden til med byg, og den voksede godt. Trolden ville have den del, der voksede under jorden, og det fik han. Han var selv med til at høste og var en rask høstkarl. Da de pløjede stubben, skulle trolden grave rødderne op som sin del. Men han indså snart, at han havde lavet en dårlig aftale, og lod rødderne ligge.

»Næste år vil jeg have det, der gror oven over jorden,« sagde han, og det blev de også enige om. Nu såede de gulerødder. Trolden fik toppen, og bonden fik roden. Så trolden blev skuffet igen.

Det tredje år skulle trolden igen have det, der voksede under jorden. Det var de enige om. Nu såede de hør, og bonden fik stænglerne, og trolden fik roden.

Det fjerde år ville trolden have det, der voksede over jorden. Så lagde de kartofler. Trolden gik og glædede sig over den dejlige top, de kønne blomster og alle kartoffelæblerne. Han fik jo en hel hob top. Men han kunne nok se, at bonden fik den bedste del. Toppen lå og brændte sammen, og æblerne rådnede. Men bonden kunne fodre sit kvæg med kartoflerne hele vinteren.

Nu gik trolden og brummede og påstod, at bonden havde narret ham. »Du har jo fået ganske efter dit eget forlangende,« sagde bonden. Og det kunne trolden ikke nægte.

Men trolden var blevet træt af jordbruget og ville prøve noget andet. Det femte år fik bonden altså lov til at dyrke sin jord, som han selv ville. Og nu skulle de i fællesskab have svin på olden. De købte hundrede magre grise sammen. Alle på nær et par stykker hang med halerne. Så tænkte trolden, at de grise med de hængende haler var de skrappeste. Og han forlangte, at han til efteråret ville have alle dem, der havde sådanne haler. Det blev de også enige om. Men bonden vidste nok, hvad han vidste om den ting.

Da efteråret kom, var grisene blevet store fede svin, og alle havde krølle på halen på nær én. Bonden drev sine svin ind i svinehuset. »Det er altså mine så nær som den ene, der står derovre,« sagde han. Og han gav den sløje gris et lille rap over ryggen med en kvist. Det satte humør i den, så den også satte krølle på halen og løb ind til de andre.

Nu blev trolden så snydevred over også at være blevet narret den gang, at han hævede kammeratskabet. Og det syntes bonden godt om. For nu kunne han klare sig alene i fremtiden.

Man fortæller også en kortere udgave. Dér havde en bondemand en lille høj på sin mark og ville ikke lade den ligge udyrket. Så kom bjærgmanden, som boede i højen, og spurgte: »Hvor tør du pløje på mit loft?« Bonden svarede, at han ikke vidste, at det var hans loft. Men det var jo ganske unyttigt for begge to at lade et sådant stykke jord ligge udyrket. De blev enige om, at det ene år skulle bjærgmanden have det, der voksede over jorden, og bonden det, der var i jorden, og næste år omvendt. Bonden såede gulerødder det ene år og korn det andet. Så fik bjærgmanden toppen af gulerødderne og rødderne af kornet.