Nissen og smørret i grøden

Dansk sagn (Thiele, Danmarks Folkesagn) · Danmark · ca. 5 minutters læsning

Der er næsten ingen gård, hvor alting trives og går godt, uden at den har sin nisse. Han holder øje med det hele. Pigerne i køkkenet og karlene i stalden er glade for at være gode venner med ham. For så kan de gå tidligt i seng og stole på, at alt står klart næste morgen. Nissen bærer vand ind, fejer køkkengulvet og strigler hestene i stalden. Men han straffer også, hvis nogen er sjuskede.

Han går som regel klædt i grå klæder og har en spids, rød hue på hovedet. Kun omkring Mikkelsdag tager han en rund hat på, ligesom bønderne gør.

På en gård på Sjælland boede der en nisse, som var rask og munter til alt arbejde, bare han fik smør i sin grød hver eneste aften. Anden løn forlangte han aldrig.

En morgen, da folkene skulle ud at pløje, gik han hen til bonden og bad om at måtte være plovkusk. Bonden mente nok, at nissen var alt for lille til at køre fire heste. Men nissen svarede: »Jeg kan godt sidde oppe i det ene øre og køre med fire. Det har jeg gjort før!« Så lod bonden ham få sin vilje. Bagefter måtte han indrømme, at han aldrig havde haft en så dygtig plovkusk.

Alle på gården havde stor morskab af det, når nogen kom forbi og ikke kunne se kusken, der sad i hestens øre. Men man kunne høre ham tydeligt råbe: »Hyp så! Hop så! Vil I gå, I gamle mærer! Ellers skal jeg smøre jer, det kan I tro!«

Da bonden døde, ville nissen ikke blive der længere. Han flyttede op på herregården og holdt sig i skjul. Nogle dage senere fik herremanden en ny karl, som skulle tærske vinterkorn. Den første dag gjorde karlen ingenting, men stod bare og så på kornet. Den anden dag gjorde han det samme, indtil nissen henimod aften sagde: »Hør, du! Jeg kommer nok til at hjælpe dig.« Aftalen blev, at karlen skulle sørge for, at nissen fik grød med smør hver aften. Da karlen næste morgen kom ind i laden, havde nissen allerede tærsket en stor dynge korn.

Det går altså godt, så længe nissen får sit smør. Men man skal ikke glemme det. I et hus i Jylland boede der også en nisse. Han var vant til, at pigen satte hans grød frem i køkkenet i en lille træbøtte, når hun var gået i seng.

Men en aften opdagede han, at pigen havde glemt at lægge smør i grøden. Nissen blev vred. I sin vrede gik han ud i stalden, og dér skete noget, som ikke kan gøres om. Gårdens bedste ko faldt død om.

Lidt efter blev nissen sulten og listede sig tilbage for at tage til takke med grøden. Da han havde spist lidt af den, opdagede han, at der alligevel var smør i den. Det var bare sunket ned og lå gemt nede under grøden.

Nu blev nissen dybt bedrøvet. Han havde gjort pigen uret, og det kunne han ikke holde ud. For at råde bod på skaden gik han ud i stalden igen og satte en kiste fuld af penge ved siden af den døde ko.

Næste morgen fandt folkene kisten. Fra den dag kom de til stor velstand.

Sådan fortæller man i Danmark om nissen. Han er en god hjælper, så længe man husker ham. Men han kan blive hurtigt vred, hvis man glemmer ham. Og når han selv har gjort uret, kan han også blive rigtig ked af det og vil gerne gøre det godt igen.